5 sneakers til det nye år

Nytårsfortsæt

Rigtig godt nytår. Jeg håber i er kommet rigtig godt ind i det nye år. Det her indlæg har taget lige lidt længere end jeg havde regnet med. Jeg er lige flyttet og sidder i skrivende stund i min nye lejlighed. Det har været en stor omvæltning sådan ligepludselig at flytte. Det tager lidt tid at falde til og føle sig “hjemme”, og så er der pludselig også mange flere ting man lige skal have styr på, som ens forældre jo sørgede for, da man boede hjemme. Men det vænner man sig nok mere til, når man lige kommer ind i en god rytme, og finder ud af, hvordan det gøres det hele, og hvordan man gør det bedst på sin egen måde i eget tempo.

Mine nytårsfortsæt

Jeg kom til at sidde og tænke lidt over mine nytårsfortsæt, og fik skrevet nogle af dem ned også. Man har altid nogle mål for det nye år som man vil gennemføre. Ikke alle lykkedes, men jeg har prøvet at finde frem til nogle ting som jeg gerne vil blive bedre til, og så ikke er helt umulige.

Forbedre mit spansk
Jeg havde spansk i alle mine 3 år på gymnasiet, og var ikke just begejstret for faget på daværende tidspunkt. Men det var et fag, som jeg utrolig gerne ville udvikle mig i. Jeg endte med at trække faget i en mundtlig eksamen som en af mine afsluttende eksaminer i 3g, og klarede det ganske fint. Men jeg har nok glemt faget lidt eftersom jeg ikke går i skole mere, og ikke rigtig har brugt andre sprog end engelsk. Jeg synes det er lidt synd, at et sprog sådan går “til spilde”, fordi det ikke bliver brugt mere end da man gik på gymnasiet.

Spansk er et spændende sprog, og jeg vil gerne forbedre mig i det. Det er lidt sejt at have flere sprog, man kan snakke. Jeg har derfor at downloade Duelingo, og starte forfra med sproget og på den måde arbejde mig ligeså stille op. Duolingo er en god mulighed til at forbedre sit sprog, eller lærer et nyt sprog. Spanien er en af mine yndlingslande, og jeg synes der er så smuk en natur. Jeg har gået en camino der, og det er ikke sidste gang jeg gør det, så det ville jo være et plus, hvis man så kunne imponere med lidt spansk.

Forbedre min tid på halvmarathon (21km)

Jeg løb i juni måned halvmarathon i Århus til Århus Bestseller Halvmarathon. Kæmpe begivenhed, og i min rus af lykke efter jeg havde gennemført, tog jeg et spontant valg om at tilmelde mig til endnu et halvmarathon i juni måned. Så jeg må jo tage samme udfordring igen. Denne gang vil jeg rigtig gerne kunne forbedre min tid. Sidst kom jeg igennem på 2 timer og 40 minutter, og der havde jeg ikke trænet ordentlig op. Det vil jeg gøre denne gang, og så håbe på, at det kan forbedre min tid lidt. Så endnu et nytårsfortsæt er også, at få mere løb ind i min hverdag. Gerne en kombination er lange og korte ture. Jeg nyder at løbe en tur. Det får mig til at koble fra, og giver mig mere overskud i hverdagen.

Blive stærkere, især i mine arme

Jeg har aldrig rigtig været typen, der bruger meget tid i et fitnesscenter eller tid på at styrketræne. Det har været en grænse som jeg har haft svært ved at overskride. Så har jeg foretrukket en løbetur fremfor en tur i træningscenteret. Det er nok også af den grund, at jeg føler mig svag i mine arme. Jeg har længe ønsket at blive stærkere i min arme og min overkrop generelt. Jeg er nu tilmeldt Urban Gym her i Aalborg, og glæder mig til at træne noget mere.

Jeg vil prøve at forberede lidt træningsprogrammer til hver træning. Jeg tror det kan give mig lidt mere selvsikkerhed, så jeg ikke føler mig så usikker, når jeg træder ind i træningscenteret. Jeg vil gerne kunne varierer med løb og styrketræning, så mit fokus ikke kun ligger på løb. Jeg har heldigvis en træningsmakker, som kan hjælpe mig lidt, og give mig lidt motivation.

Være bedre til at passe på mig selv (selvkærlighed)

Jeg er på det seneste begyndt at følge inspirerende kvinder på instagram, som giver gode redskaber til, hvordan man kan passe bedre på sig selv, og give sig selv lidt kærlighed. Jeg er ikke så god til at passe på mig selv, og det ender oftest ud i sygdom. Jeg skal lære at lytte til min krop, når den siger fra. Jeg vil også gerne blive bedre til at give mig selv lidt kærlighed, i form af meditation, yoga og dans.

Jeg følger Anna Reinholdt, som er en kæmpe inspiration til alt det. Hun har netop også lige udgivet en e-bog med inspiration til, hvordan man kan give sig selv en selvkærlig morgen fyldt med nærvær, balance og næring. Jeg vil også gerne gå nogle flere ture, for eksempel de dage, hvor jeg ikke skal løbe eller træne. Det er så sundt med frisk luft, og jeg synes det er så rart lige at kunne nyde omgivelserne og tankerne får lov til at køre som de har lyst til.

Få læst flere bøger

Denne her står næsten som et nytårsfortsæt hvert år, og i år har jeg nok læst omkring 1,5. Det vil altså sige halvdelen af 3 bøger. Jeg er så forfærdelig dårlig til at færdiggøre de bøger jeg går i gang med, og det er ikke fordi mine bøger ikke er interessante, det er de skam, jeg er nok bare god til at finde noget jeg interesserer mig mere for end at læse. Men jeg vil så gerne at jeg interesserede mig bare lidt mere for bøger, så jeg sommetider kunne ligge og læse, i stedet for at ligge med min telefon eller min computer. Jeg forbinder det at læse med hygge, afslapning og afkobling.

At have et mere minimalistisk mindset

Efter jeg er hjemvendt fra min rejse, har jeg sendt rigtig meget tøj videre til genbrug, og har derfor ikke meget tøj tilbage. Jeg har rejse i halvanden måned kun med håndbagage. Der gik det op for mig, hvor lidt tøj man egentlig har brug for. Så da jeg kom hjem gik jeg ellers i gang med at sortere. Det har hjulpet mig på flere punkter. Færre tøjkriser, jeg bruger færre penge og jeg sætter pris på det tøj jeg har, og jeg får brugt det hele. Så jeg vil gerne fortsætte med at overveje alle mine køb, og blive endnu bedre til at få brugt alt det tøj jeg har i forskellige sammenhænge. Det handler bare om at prøve de forskellige items med hinanden og se, hvad passer sammen, hvad passer ikke sammen og hvad føler jeg mig bedst tilpas i.

Blive endnu bedre til at passe på vores kære planet

Jeg er blevet rigtig god på det her punkt, i hvert fald hvis jeg selv skal sige det. Jeg prøver at undgå plastik de steder jeg kan. Jeg medbringer selv mit eget net ved indkøb, bruger metalsugerør, cotton wraps til min madpakke og til at lukke bøtter med til køleskabet, undgår plastikflasker og bruger genanvendelige vatrondeller. Jeg vil gerne fortsætte med at forbedre mig i forhold til bæredygtige alternativer. At genanvende og undgå engangsplast så meget som jeg nu kan.

Læs også: Bæredygtighed for begyndere

Har i nogle nytårsfortsæt? Hvilket nytårsfortsæt vil i prøve at gennemføre i 2020?Lad mig endelig høre jeres nytårsfortsæt, så kan vi inspirere hinanden.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 sneakers til det nye år